Når det kommer til at løbe i København, er der ingen vej udenom løberuten rundt om Søerne. Med Søernes centrale placering på tværs af Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro får du hele oplevelsen af byen med og du vil næsten altid være i godt selskab af andre besøgende og løbere.
På ruten vil du opleve mange af de ting, som gør København til en af verdens bedste byer. Du får adgang til natur, hvor du blandt andet kan møde svaner, taffelænder og gråænder. På de to kunstige fugleøer bor skarvene.
Da det er en af de mest populære rekreative områder i København, er du naturligvis ikke alene. På de flotteste forårs -og sommermåneder, skal du være opsat på at løbe zig-zag imellem barnevogne, løbere og par på dates.
Løberuten
En af grundene til at ruten er populær blandt datere er, at man kan dele den op i små bidder. Således siger rygterne, at man kan vurdere en date på hvor mange søer man går. En lunken date kan gå rundt om en eller to af søerne mens en god date kan være rundt om alle tre søer. Tager man den fulde rute, altså rundt om alle tre søer, går man knap og nap 6,3 kilometer. Ligesom daterne kan du bruge bassinerne til at dele din rute op, så den passer til netop din træning. Her er længden rundt om hver af søerne i København:
- Sankt Jørgens Sø – 2 bassiner: Der er 2 kilometer rundt om Sankt Jørgens Sø
- Peblinge Sø – 1 bassin: Der er 1,5 kilometer rundt om Peblinge Sø
- Sortedams Sø – 2 bassiner: Der er 3,5 kilometer rundt om Sortedams Sø
Det er oplagt at tro, at der er fem søer, da der er fem bassiner, men der er faktisk kun tale om tre. Sortedams Sø består af to bassiner i den nordlige del af ruten op imod Østerbro. Vanddybden er her på næsten 3 meter.
Den mest “naturlige” af de tre søer er Sank Jørgens Sø med dens beplatning i bredderne.
Se ruten her afRunning Copenhagen
Selve ruten er helt flad med det højeste punkt på kun godt 9 meter over vandoverfladen. Du skal nok derfor ikke regne med at så mange højdemeter i benene, men du kan få godt med fart på, hvis der ikke er for meget trafik på ruten. Underlaget på ruten er primært hårdpakket grus med enkelte stykker af asfalt. Som udgangspunkt er ruten bedst egnet til en langsom løbetur, hvor du kan få lidt kilometer i benene. Du kan godt træne interval og tempo men husk at vis hensyn, hvis der er andre lidt langsommere trafikanter på vejen.
En vigtig note er, at belysningen er meget sparsom på mange stykker af ruten. I vintermånederne er det derfor bedst at løbe med pandelygte eller lægge ruten, så man kun tager de stykker med lys.
Sådan kommer du dertil
Der er flere måder at komme til Søerne på. Bor du udenfor København kan du nemt komme dertil med offentlig transport. Både Vesterport Station, Nørreport Station og Østerport ligger alle kun et par få hundrede meter fra Søerne. Kommer du dertil i bil anbefaler vi, at du holder nede ved Vester Søgade. Her er der “oftest” ledige pladser og om søndagen er parkering gratis. Om søndagen er der næsten altid plads om formiddagen og det passer godt med, at du kan starte din rute ned ved Planetariet.
Seværdigheder på ruten
Det der gør en god løbetur er de ting man oplever og der er masser at se på rundt om Søerne.
En af seværdighederne ved løberuten er den stemning der er. Du møder som sagt mange andre løbere og det kan være en oplevelse i sig selv, blot at være en del af det liv, der er. Af andre seværdigheder kan nævnes:
- Planetariet, som ligger i starten af ruten. Bygningen, der er fra 1989, er 33 meter høj. Nogle vil kalde den for et smuk bygning, mens andre vil nok have en anden holdning til arkitekturen, som er meget typisk for sin tid.
- Søpavillionen. Bygning fra 1894 af arkitekten Vilhelm Dahlerup, der også har tegnet Det Kongelige Teaterm og Glyptoteket. I dag er Søpavillionen en restaurant og natklub. I folkemunde kaldes Søpavillionen også for “Søpølsen” og det mindre flatterende navn “Klamydiaslottet”.
- Dronning Louises Bro. Broen der adskiller Sortedams Sø med Peblinge Sø er også tegnet af Vilhelm Dahlerup. Om sommeren er der en masse leben og det er turen værd lige at krydse broen blot for oplevelsen og den gode stemning.
For enden af broen ligger Søtorvet, hvor du kan finde to store skulpturer af Tiberen og Nilen. På skulpturen af Nilen kravler 16 børn, der symboliserer de 16 stadier af oversvømmelse fra den store flod. Om vinteren får alle børn en nissehue på.
God løbetur 😊
Om ruten
Distance: 6,5 km
Højdemeter: 18 m
Kalorier: ~442 kcal
Download ruten
Download ruten i GPX format og importer den til din GPS enhed
Download kort
Download kort over ruten
Hvor langt er der?
Hvor langt er der rundt om Søerne i København?
Ruten rundt om Søerne i København er 6,3 km
Hvor langt er der om Sankt Jørgens Sø?
Ruten rundt om Sankt Jørgen Sø er 1,5 km
Hvor langt er der om Peblinge Sø?
Ruten rundt om Peblinge Sø er 1,5 km
Hvor langt er der om Sortedams Sø?
Ruten rundt om Sortedams Sø er 3,5 kilometer
Interessante links
Er der meget luftforurening om Søerne? [tv2kosmopol.dk]
Hvor får du en god kop kaffe?[kaffesalonen.com]
Hvorfor er Søerne det foretrukne datingsted?[kobenhavnliv.dk]