Løberuten rundt om Damhussøen er en af de mest populære løberuter i København. Ruten er perfekt for begyndere, men kan også bruges til intervaltræning, da der er meget plads og fordi ruten er flad.
Området omkring Damhussøen er fuld af smukke træer, grønne arealer og hyggelige caféer og restauranter.
Løberuten
Tager du løberuten omkring Damhussøen er den cirka 3,5 kilometer lang. Hvis du vil forlænge ruten, kan du kan starte ved Damhusengen, hvor der er sat træningsudstyr op. Træningsudstyret kan du bruge til opvarming eller til decideret styrketræning. Løber du ruten omkring Damhussøen og Damhusengen vil den samlede tur være 5,6 kilometer lang.
Kommer du i bil kan det anbefales, at du parkerer på den nordlige side af Jyllingevej. Parkerer du på Krogebjerg vil der være en fodgængerovergang tæt på, som går over Jyllingevej. Denne er dog ikke lysreguleret og bilerne holder ikke altid (næsten aldrig) tilbage, så pas på bilerne, når du skal over!

Damhussøen set fra østsiden
Selve ruten er flad og hurtig. Der er ingen fodgængeovergange og underlaget er primært asfalt og kortere stykker er med tætpakket grus. På det lille stykke langs med Roskildevejen, i den sydlige ende af Damhussøen, vil du skulle løbe på et forholdsvis smalt fortov. Her kan der være godt trafikeret med barnevogne og spadserende, så pas godt på her. Hvis du starter ved den nordlige del af Damhusengen, vil vi anbefale, at du løber vestpå mod uret, da du herved vil have cyklerne på Roskildevejen mod dig.